Vi havde ryddet op på fællesområder, vi havde pakket vores værelser ned og gjort grundigt rent, vi havde afleveret nøgler, båret vores bagage ned i hallen, sagt farvel til alle rum på skolen, og nu var vi klar til de sidste dage på skolen som skulle bruges på en afslutningstur.
Vi skulle cykle 43 km til Næsby, hvor vi skulle sove i telt to nætter og så skulle vi tilbage til skolen igen til kæmpe afslutning.
Min cykel gruppe var med mine piger, og cykelturen var ikke så slem som jeg troede. Ved Næsby kunne man sejle i Kano og Kajak, jeg prøvede begge dele og det var rigtig sjovt!
Vi hyggede os rigtig meget, og vi brugte det meste af tiden på at skrive i mindebøger.
Det hele var ret sørgeligt, og vi græd også en del på turen.
Men det hele blev meget værre da vi skulle cykle hjem igen. Det var sindssygt dårligt vejr, det regnede og tordnede, men alligevel blev vi sendt ud i det vejr.
Min cykel gruppe havde splittet op fordi mig og Olivia cyklede for hurtigt i forhold til de andre piger. Så mig og Olivia cyklede alt det vi kunne så vi kunne komme hurtigt hjem. Der slog to lyn ned næsten lige ved siden af os, og vi kunne mærke det inde i os, vi fik stød på en eller anden underlig måde.
Istedet for at stå af cyklerne og søge ly, så blev vi ved med at cykle for vi ville hurtigt hjem!
Pludselig kom en af vores lærere kørende og sagde at vi skulle søge ly og vente på at vi blev hentet, det ville være for farligt at fortsætte.
Vi blev hentet af Aksel og da vi kom tilbage til skolen var der mega kaos, vi havde lige fået afvide at 8 af pigerne var blevet ramt af lynet og der var en ambulance på vej for at undersøge dem. Min roomie var en af dem, så jeg frygtede det værste. Heldigvis var der ikke sket dem noget, andet end et kort hukommelsestab og et kæmpe chok. Det var ret voldsomt og især når det var vores sidste dag.
Senere kom vores forældre for at deltage i vores afslutning. Vi så billeder for hele året, sang vores yndlingssange og holdte taler. Alle græd og krammede farvel, og jeg ved at der er mange af dem jeg aldrig kommer til at møde igen.
Det er underligt at vi er stoppet, og det er ikke gået helt op for mig endnu.
Majbritt på cykelturen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar